Grosser Knollen, harzen, mountainbike, mtb, mtbiharzen.dk

31-3-2017

Sydharzen - det nye sort?

Jeg er ret begejstret for at køre mountainbike i området i den sydlige del af Harzen.
Helt præcis er området som ligger mellem byerne Herzberg, Sieber, Bad Lauterberg og Bad Sachsa, et super skønt MTB-spot.

- og hvorfor mener jeg så det...?

Jo, faktisk gør det lidt ondt at skrive sådan, for det kunne jo så godt lyde som om at de andre kendte områder i Harzen, ikke er gode områder - og det kunne faktisk ikke være mere forkert.

Min begejstring for den sydlige del af Harzen skyldes flere ting:

  1. Der er minimal trafik på sporene, sammenlignet med de mest "turistede hotspots" i den centrale del af Harzen. Det vil sige at du kan køre med et bedre flow på sporene, da du har færre stop / opbremsninger på turene, når der ikke er så mange vandrere at tage hensyn til.
  2. Sporene er lettere, eller mindre teknisk svære, da her er få sektioner med klipper og stenet undergrund. OK - det kan så lyde som om at bliver "for let", men misforstå mig ikke, sporene er super fede med masser af flow, og sving.
  3. Her er meget "almindeligt" skov, som gør turene mere seværdige, da de høje træer gør at du kan kigge længere ind i skoven.
  4. Området er virkelig kuperet med dale og skrappe stigninger, så kan du lide højdemeter og ditto nedkørsler, så bliver du også begejstret.
  5. Her er fede hotspots på flere af toppene hvor du kan nyde frokosten, kaffen, den friske bjergluft eller bare den smukke udsigt.


Grosser Knollen
En af mine personlige favorit-hotspots her i området er Grosser Knollen, som ligger mellem byerne Herzberg og Bad Lauterberg. Grosser Knollen ligger i ca. 700 mtr. højde og på toppen finder du et lille og superhyggeligt Gasthaus, hvor du både kan spise, drikke, ordne toiletbesøg mm..

Hvis det skulle være køligt udenfor, har værten oftest tændt op i brændeovnen, så varmen i "hytten" nærmest tager imod dig, når du træder ind ad døren.
Servicen er i top, og mad og drikkevarer er nærmest urimeligt billige, specielt når man tænker på det arbejde som værterne har med at få det hele slæbt herop...

Det er både muligt at sidde indendørs og udenfor, og i weekender og omkring helligdage kan der være godt fyldt op. Grosser Knollen er et herligt hotspot, med en skøn udsigt og masser af dejlig frisk luft.
Er du til kage, vil jeg anbefale dig stedets specialitet, et stykke Käsekuchen. Med dette prægtige stykke kage i maven, og måske en kop kaffe, er du godt tanket op til at styre mountainbiken i bund...

Ved siden af beværtningen ligger udsigtstårnet "Knollenturm". Fra toppen af tårnet (der er gratis adgang for gæster) kan du se ud over hele sydharzen, samt skimte toppen af Brocken i det fjerne.

Der er flere sjove ruter og spor til og fra Grosser Knollen, og specielt flere af nedkørslerne giver dig det helt store væg-til-væg smil på.


Find vej til toppen
Der går flere officielle MTB-ruter op til Grosser Knollen. Fra Herzberg og Sieber kan du følge  ruterne HE1 og HE2.
Kommer du fra Bad Lauterberg kan du følge rute BL2.
Starter du fra Bad Sachsa kan du eksempelvis følge ruterne BS1 og BS2, og videre til BL3 og herefter ramme BL2, som får dig til toppen af Grosser Knollen.


Ruterne finder du i kortsættet; Der Harz für Mountainbiker. Du ser mere om kortsættet og de officielle ruter på linket nedenfor.

De officielle MTB-ruter
De officielle ruter er et 2.200 kilometer stort netværk af mountainbike-ruter i Harzen. Ruterne er velegnede til begyndere og letøvede mountainbikere, eller til øvede mountainbikere som ikke nødvendigvis søger de mest tekniske og udfordrende spor.

Den udfordrende Trailpakke
Med en Trailpakke får du sjove, spændende og udfordrende MTB-ture til din GPS. Turene er gerne væk fra de officielle spor, så du oplever mest muligt singletrack. Vi tegner selvfølgelig gerne dine ruter så de går forbi Grosser Knollen.
Vi tegner ture og ruter efter dine ønsker, og leverer turene til dig som GPX-filer. Du skal så bare overføre filerne til din GPS, og følge navigationen rundt i området. Så er det nemt at finde Harzens hotspots.

/Morten

Læs mere om officielle MTB-ruter og fede Trailpakker

0 kommentar(er)

Smid en kommentar...